John Rødgaard skrivar:
I 1980 spillede jeg med i Landsholdsklassen i kampen om Danmarksmesterskabet i skak. Turneringen blev afviklet på en skole. Sammen med en af de andre spillere boede jeg under turneringen i et klasseværelse, hvor der var lagt et par madrasser på gulvet.
”Sådan er det heldigvis ikke mere” tænkte jeg, da jeg ankom til det flotte og moderne ”Best Western Hotel” i Fredericia.
Her skulle de nordiske mesterskaber i skoleskak afholdes. Selve spillet foregik i en mindre sal, og lige udenfor var der en meget stor spisesal og en afdeling med sofaer og borde. Perfekt til en gruppe af supportere. Og supportere havde det færøske hold. Ud over de 10 spillere var der vist 15-16 familiemedlemmer med på turen. Det virkede undertiden som om, at det var lige så mange, som de andre lande havde tilsammen….
I selve spillesalen var der kun adgang for spillere og officials, men alle partierne kunne ses live på mobilen. Dog med 10 minutters forsinkelse. Så ude i spisesalen havde vi en strikkende gruppe og en skakspillende gruppe med mobilerne fremme. Gæt selv hvem der var hvem….
Min rolle var så, at jeg gerne skulle kunne hjælpe spillerne lidt på vej med gode råd før og efter partierne.
Spillerne, som ønskede denne bistand, lavede grundarbejdet med at skaffe oplysninger om modstanderen, og så prøvede vi sammen at finde en strategi for de første 10-15 træk samt udstikke den videre plan derefter.
Dette lykkedes faktisk helt pænt, da vi vel ramte nogenlunde rigtigt i omkring halvdelen af partierne….
Efter partierne kunne spillerne vælge at gennemgå partierne med mig eller lade være. Det er ikke altid, at man har lyst til det….
Lad os se lidt på, hvordan turneringen formede sig for os.
Vores 10 spillere var:
A-gruppen: Luitjen Apol og Elias Petersen.
B-gruppen: Petur Magnussen og Emil Jamil.
C-gruppen: Djóni Jacobsen og Oskar Jamil.
D-gruppen: Baldur Jørgensen og Dávid Lützen.
E-gruppen: Andrew Xin og John Danielsen.
I 1. runde scorede vi kun 2 points i de 10 partier. Det var skuffende, men der var et kæmpe lyspunkt.
Petur vandt over den 3. seedede FM Louis Khoo-Thwe, der havde en ELO rating på 2252! Det var et rigtigt smukt parti, hvor Petur elegant ofrede sig igennem modstanderens forsvarsværker. Desværre tabte Luitjen, som jo var vores bedste bud på en medalje.
I 2. runde gik det bedre. Vi fik 4 points i de 10 partier. Der var et par højdepunkter. Petur vandt igen med et flot angreb. Denne gang var modstanderen 161 ELO points højere ratet. Dávid udspillede fuldstændig sin modstander og vandt over en spiller, der havde et 222 points højere ELO tal.
I 3. runde fik vi igen 4 points i de 10 partier.
Højdepunktet var Oskars gevinst imod en spiller ratet 301 points højere. Han fulgte den gamle regel: ”Bliv desperat i tide”, fra en dårlig stilling skabte han et kaos, og pludselig var der gevinst.
I 4. runde fik vi 3 points i de 10 partier.
Det var ikke en god runde….
I 5. runde fik vi 5 points i de 10 partier.
Her viste Elias en rigtig fin slutspilsteknik.
I 6. runde fik vi 6½ points i de 10 partier!
En fantastisk afslutning. Luitjen kæmpede for sin medalje chance og vandt et rigtigt flot parti. Elias fik en fin remis imod den 2. seedede, og Baldur satte sin højere ratede modstander brutalt mat.
I alt blev det til 24½ points i de 60 partier.
Det er selvfølgelig en klar ny rekord.
Man kan ganske vist sige, at rekorden kom lidt på en billig baggrund, da 6 af pointene blev scoret imod Grønland, som denne gang havde 3 spillere med. Det ville dog under alle omstændigheder være blevet en rigtig flot præstation. Det er særdeles glædeligt, at Grønland for alvor er på vej ind i vores fælles verden. Den første tid vil dog blive en hård tur for dem. De tabte alle 18 partier, og jeg tror ikke, at nogen af dem var tæt på at få point…. Men de var stadig i godt humør.
Positivt er det, at Luitjen og Oskar, vores topscorere med 3½ points, inden sidste runde havde en godt nok minimal chance for en medalje, og at alle vores spillere prøvede at smage sejrens sødme.
Turneringen sluttede på bedste vis med en meget hyggelig aften, hvor vi fik et glas eller to, og vist nok fik løst de fleste af verdens problemer….
Jeg vil bare sige tak til jer alle, som var med, for en dejlig oplevelse.
Venlig hilsen John

Talvsamband Føroya Faroechess