Heim / Tíðindi / Seinastu Tíðindini / OL-liðið: Múrurin fall ikki

OL-liðið: Múrurin fall ikki

I 9. runde mødte vi så Kina. Alle fire kinesiske spillere er i Top-40 i verden, og det kunne ses.

Helgis modstander spillede allerede i 9. træk en nyhed. Helgi reagerede lidt upræcist, og modstanderen fik initiativet. Det var en svær stilling at spille for Helgi, for der var mange svagheder, og det endte da også med, at han mistede en bonde. Han kæmpede det bedste, han har lært, men modstanderen, nr. 22 i verden, spillede meget præcist, og der var aldrig rigtigt tvivl om udfaldet.

Min modstander, nr. 13 i verden, havde i sine sidste 72 partier ikke spillet 1.e4. Nu gjorde han det. Det var ikke svært at gætte, at han havde forberedt noget specielt til mig. Så jeg spillede en variant, som jeg lærte mig for et par måneder siden, men som jeg aldrig har spillet før. Havde jeg spillet det oprindeligt planlagte 14.-,Sb6, havde jeg haft en lille fordel. I stedet var 14.-,b4 det første skridt til at gå planken ud. Trækket efter opdagede jeg, at jeg havde regnet forkert, men det var for sent at trække i land. Sidste chance var 19.-,Sa4. Da jeg forsømte det, væltede den kinesiske mur bare ned over mig.

Jóan Hendriks modstander prøvede fra starten at spille på de hvide felter og påstå, at Jóan Hendriks løber var dårlig. Det lykkedes dog ikke rigtigt, for Jóan Hendrik stillede sig fornuftigt op, og efter 25 træk var stillingen lige. Så kom imidlertid det forfærdelige træk 26.-,dxc5. Mere skal der ikke til, og alt det gode spil var spilt. Derefter kørte verdens nr. 33 uden problemer sejren i hus.

Sjúrður var ude i et vildt slagsmål mod den kun 17-årige nr. 39 i verden, der er kendt for at kunne kombinere som en ren djævel. Det blev en skarp sicilianer, hvor det omkring træk 20 var svært at se, hvem der egentlig stod bedst. I de følgende træk fandt Sjúrður tilsyneladende en forkert plan, for pludselig var det hvide angreb uimodståeligt. Jeg var i tvivl, da jeg så stillingen efter 28. træk, men computerne er ikke i tvivl. Det endte så med, at kineseren kombinerede sig igennem i bedste Tal-stil, men det var bestemt et parti, hvor Sjúrður gav ham kamp til stregen. Så det blev 4-0. Inderst inde vidste vi jo godt, at det kunne det blive, men vi havde da håbet at, at én af os ville overraske……

Sí eisini

Innbjóðing til Barnatalvlegu í Klaksvík

    Talvsamband Føroya, saman við eldhugaðum foreldrum, skipar í døgunum 6. til 7. apríl …